Afgørelse i Forsyningstilsynet

Afgørelse i Forsyningstilsynet

18. januar 2024

Siden 2006 har Hirtshals Fjernvarme haft en indtægt på ca. 150 mio. kroner på produktion og salg af el på kraftvarmeværket. Et beløb, der er kommet fjernvarmeforbrugerne til gode ved lavere varmepriser gennem alle årene.

I 2021 gik det fællesejede energiselskab Dansk Kraftvarmekapacitet (DKVK) konkurs på grund af de ekstreme energipriser. En række danske varmeværker – herunder Hirtshals Fjernvarme, måtte i den forbindelse konstatere et økonomisk tab, hvilket nøje er beskrevet i formandsberetningerne for både 2021 og 2022.

Hirtshals rådede over en portion CO2-kvoter, der i 2021 havde en værdistigning, som modsvarede det konstaterede tab. Bestyrelsen valgte at sælge en del af disse kvoter til inddækning af tabet, således forbrugerne blev holdt skadesløse. Hirtshals Fjernvarme kan således fortsat levere en billig varme til sine forbrugere og kan for 2024 endda reducere varmeprisen med 10%.

Forsyningstilsynet har imidlertid i en afgørelse slået fast, at tabet fra 2021 ikke kan indregnes i forbrugernes varmepriser, således at provenuet af de solgte CO2-kvoter skal udbetales til forbrugerne.

Bestyrelsen for Hirtshals Fjernvarme er IKKE enig i den afgørelse og overvejer af indgive en klage over den til Energiklagenævnet. Det er imidlertid en lang og omkostningstung proces, hvorfor bestyrelsen i stedet vil forsøge at gå i dialog med Forsyningstilsynet om en konstruktiv løsning.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til bestyrelsesformand Børge Vinther-Jensen.